En midalderene dame købte et bord af mig for ca 3 år siden.
Jeg var selv ude at levere det. Meget besværligt, det kunne kun komme ind
ad vinduet og vi måtte hente hjælp fra naboerne, for at få det ind.
Men hun var meget sød og åbenhjertig, så jeg var rigtig glad for at bordet
skulle stå hos hende.
Men så for et år siden, skrev hendes søn til mig og meddelte, at hans kære
mor var død. Og udover, at han selvfølgelig var ked af det, så stod han nu med et
temmelig tungt og u-handigt bord, som han ikke lige vidste, hvad han skulle
stille op med. Derfor tilbød han mig at købe det tilbage. Det havde jeg desværre ikke
plads eller råd til på det tidspunkt, så jeg spurgte om han ikke kunne komme af med det,
blandt andre i familien el. evt. sælge det?
Så hørte jeg ikke mere om ham eller bordet, …-lige indtil for nyligt, hvor jeg
fik denne rørende mail (incl fotos):
Hej Jacob,
Jeg har ofte tænkt på, at jeg ville skrive til dig og fortælle, hvad der skete med bordet.
Et par uger efter jeg skrev til dig – faktisk for præcis et år siden – fandt min kæreste og jeg endelig det hus, vi havde været på jagt efter i over et år. Et hjem til os og vores to børn. Og et hjem til det smukke bord, du har lavet! Der skulle fire mand til at flytte det, og vi måtte fjerne en rude for at få det ind i huset, men det lykkedes.
Tak fordi du ikke tog det tilbage for et år siden. Det var meningen, at det skulle blive i familien, men det var lidt svært for mig at overskue på det tidspunkt, hvor jeg stod alene med opgaven at tømme min mors rækkehus og alle de andre praktiske ting.
Bordet står nu midt i vores køkkenalrum, og vi nyder det. Jeg savner min mor hver dag, men jeg ved, at hun ville have elsket den måde, hvorpå bordet er omdrejningspunktet for en masse liv: børn i massevis, hverdagens rod, havregrød og gode middagsselskaber med venner og familie. Ekstremt hårdført, smukt og enormt funktionelt.
Vi er virkelig glade for det. Det synes jeg lige, du skulle vide.
Tak!
